Suderbo Indflytningsklar familievilla med to badeværelser og tre børneværelser
I det attraktive og børnevenlige Suderbokvarter i den vestlige del af Frederikshavn udbydes nu denne velholdte og vinkelbyggede rødstensvilla.
Villaen er opført i 1987 med valmede gavle og fremstår som en gedigen og solid familievilla i et roligt og trygt område og med legeplads på vejen. Beliggenheden er ideel med kort gå- eller cykelafstand til både indkøbsmuligheder, Privatskolen og Nordstjerneskolen, og for naturelskere ligger både Vandværksskoven og Bangsboskoven blot ca. 2,5 km fra hjemmet perfekt til gåture, mountainbike og løb.
I 2011 gennemgik villaen en større renovering, hvor nuværende ejere bl.a. lagde smukke egetræs plankegulve i alle opholdsrum, etablerede et moderne køkkenalrum med flot Ballingsløv-køkken og stor køkkenø med integreret kogeplade og 4 siddepladser. Herudover blev der installeret en stilfuld pejseindsats, der forbinder køkkenalrum og stue med både hygge og varme. Samtidig blev der udskiftet vinduer til træ/alu, malet lofter hvide, skiftet indvendige døre, gerigter og fodlister samt monteret nye tagrender.
Boligarealet på 146 m² byder på et lyst og lækkert køkkenalrum med udgang til en privat og delvist overdækket terrasse som delvis er afskærmet af en halvmur, en rummelig opholdsstue med stort ovenlys, der lader lyset strømme ind, og et soveværelse med faste skabe, trægulv og direkte adgang til eget badeværelse med klinkegulv, gulvvarme og bruseniche. I forlængelse heraf ligger et børneværelse med trægulv og skabe. Derudover findes to yderligere børneværelser, hvoraf det ene er over 12 m² og har direkte adgang til boligens andet badeværelse, ligeledes med klinkegulv, gulvvarme og bruseniche. Boligen rummer desuden et praktisk bryggers med klinkegulv, bord med vask og plads til vaskemaskine.
Grunden er på 673 m² og byder på en bred, flisebelagt indkørsel, der leder op til en muret carportbygning med tilhørende udhus/værksted i forlængelse. Herudover er der ved indkørslen et ralbelagt areal med plads til en ekstra bil, campingvogn, båd eller en trailer.
Alt i alt en velholdt og indflytningsklar villa med plads til hele familien i trygge omgivelser.