En perle med direkte adgang til stranden og vandet
I første række helt ned til vandet ved Sulbæk finder I denne skønne og enestående ejendom til salg. Ejendommen er beliggende på stor grund på lige over 1 HA, lige ned til og med stiadgang til en skøn badestrand. Grunden er delvis holdt som naturgrund med små stier og flere hyggekroge, så der er rig mulighed for at nyde både solen og den fantastiske udsigt flere steder på grunden. Endvidere finder I en hyggelig gårdhave med en utrolig flot anlagt terrasse.
Velkommen indenfor i denne skønne ejendom, som er blevet totalrenoveret i 2004/2005, og som indeholder: Skøn entré med trappe til 1. sal, hyggelig vinkelstue med og udgang til terrasse, køkkenalrum med Biga køkken med flot betonbordplade, endvidere er der god spiseplads og udgang til vestvendt terrasse, godt værelse, badeværelse med bruseniche, samt dejligt bryggers med plads til vaskemaskine og tørretumbler. Hele underetagen er med gulvvarme og flot hvidpigmenteret askegulv eller lyse klinker, som giver ejendommen et rigtig godt og lyst helhedsindtryk.
1. salen indeholder: God repos med skabe og opbevaringsplads, hyggeligt soveværelse med skøn udsigt til vandet, badeværelse med bruseniche og klinkegulv med gulvvarme, samt et stort værelse. Her er det flotte hvidpigmenteret askegulv og de lyse klinker videreført.
Til ejendommen findes stadig en stor udhusbygning på hele 188 m², hvor der både er værksted, godt med opbevaringsplads, teknikrum hvor jordvarmeanlægget står, samt nyrenoveret og isoleret rum.
En ejendom i absolut særklasse, som bestemt skal opleves!