Arkitekttegnet villa på 209 m2 med 4 værelser.
På toppen af det populære boligområde Kilden, finder I denne attraktive arkitekttegnet villa, med højt til himlen, fantastisk skyview og udsigt over mod Pikkerbakken og Cloostårnet.
Villaen er beliggende for enden af blind villavej i naturskønne og rolige omgivelser med stor lukket og ugeneret have, som primært er anlagt med græs, enkelte træer og buske og med 2 flisebelagte terrasser. Der er god flisebelagt indkørsel og skøn delvist lukket gårdhave hvor der er god mulighed for at nyde alle årstiderne.
Villaen, som er opført i 1977, er beliggende på en 1.210 m2 stor grund og har et boligareal på hele 209 m2 samt en 34 m2 dobbelt garage med indbygget redskabsrum.
Villaen indeholder: Stor entré med klinkegulv og masser af plads til garderobe. Bryggers med håndvask og plads til vaskemaskine og tørretumbler. Baggang med udgang til haven. Bred fordelingsgang. Gæstebadeværelse med bruseniche. Badeværelse med bruseniche, spabad og sauna. Køkken med spiseplads og udgang til terrasse. Spisestue med skydedør til opholds- og pejsestue. 4 gode værelser med indbyggede skabe. Der er jf. ejendommens energimærke gulvvarme i køkken, alrum, fordelingsgang og badeværelser.
En rigtig spænende og meget velholdt villa der kan overtages hurtigt.
Ring på 98434300 for fremvisning.