Kilden - 143 m² villa med udsigt til hav, by, havn og Læsø
Beliggende i det rolige og højtbeliggende Kilden-område udbydes nu denne 143 m² store udsigtsvilla, som siden 1981 har været i samme ejers varetægt. Her får I fornøjelsen af en skøn grund på hele 2.215 m², som trods sin størrelse ikke kræver meget af jeres dyrebare fritid, da den primært er anlagt med græs og enkelte fritstående, lave træer. En ralbelagt indkørsel fører jer fra Tronderupvej og videre op til carporten og det store murede udhus.
Fritiden kan i stedet nydes på den vestvendte, flisebelagte terrasse eller på den østvendte udsigtsterrasse, der er opført i vedligeholdelsesfrie komposit brædder og dels afskærmet af en hæk og dels af en terrassemur med indbygget pejs. Her kan udelivet leves i fulde drag på sommerdage, hvor I får fred og ro, en fantastisk udsigt over hav, by, havn og Læsø, masser af plads til havemøbler og solsenge samt mulighed for at samles omkring grillen med venner og familie. Når solen går ned og duggen falder, eller hvis en regnbyge skulle trække ind, kan den brede markise køres ud, så aftenen fortsætter udendørs i tørvejr.
Ejendommen er løbende blevet vedligeholdt og forbedret af sælger gennem årene. I slutningen af 1990erne blev den oprindelige flade tagkonstruktion udskiftet til en konstruktion med en lille hældning, hvilket sikrer, at tagvandet nu ledes væk gennem udvendige tagrender. Derudover er vinduerne udskiftet til energiruder, der er indlagt fjernvarme, og loftet er gennemsnitligt isoleret med cirka 250 mm. Alt dette bidrager til et energimærke i kategori C.
Villaen rummer et velindrettet boligareal på 143 m² og omfatter en stor, rummelig entré med klinkegulv og gulvvarme, et gæstebadeværelse ligeledes med klinkegulv og gulvvarme, en kombineret opholds- og spisestue med brændeovn, udgang til udsigtsterrassen og et stort østvendt vinduesparti, hvorfra den smukke udsigt kan nydes. En del af stuen har også klinkegulv med gulvvarme. Køkkenet er lyst og indbydende med hvide fronter og spiseplads, mens det brede vinduesparti sikrer et dejligt lysindfald. En fordelingsgang med klinkegulv og gulvvarme leder videre til to børneværelser og et soveværelse med skabe og udsigt. Badeværelset er moderniseret og er med bruseniche og klinkegulv med gulvvarme, og bryggerset byder på både klinkegulv, skabsplads og bord med vask.
Kilden-området er kendetegnet ved store grunde, fredelige omgivelser og kort afstand til den omkring 100 år gamle Vandværksskov, hvor der er rig mulighed for at komme tæt på naturen, uanset om man foretrækker skønne gåture, mountainbike eller motionsløb.Den nærmeste folkeskole, Bangsbostrand Skole, ligger cirka 3 km væk, hvilket gør det nemt for børnene at komme til og fra skole. Til dagligvareindkøbene finder du en Rema 1000 kun 2 km derfra, så du hurtigt kan handle ind på vej hjem.