Kan med myndighedernes godkendelse anvendes til boligformål.
I det skønne Skagen udbydes nu en 196 m² stor ejerlejlighed, som i dag anvendes som lægeklinik. Ejerlejligheden er en del af en mindre ejerforening med i alt tre enheder to boligejerlejligheder og én erhvervsejerlejlighed. Den pågældende erhvervsejerlejlighed er fritliggende, i ét plan og fremstår særdeles velholdt.
Indretningen omfatter vindfang, patienttoilet samt et lyst receptions- og venteområde med loft til kip. Herfra er der direkte adgang til fem gode, regulære konsultationsrum. Derudover rummer ejerlejligheden teknikrum, laboratorium, kontor, køkken med god spiseplads, baggang samt badeværelse med bruser. Gulvene er delvist belagt med klinker og linoleum, og væggene er holdt i lyse, hvidmalede overflader.
Lofterne er dels udført i malet træbeton, dels akustiklofter og dels gipspladelofter, hvilket giver en behagelig akustik og et harmonisk udtryk gennem hele ejerlejligheden.
Udvendigt fremstår ejerlejligheden ligeledes i meget fin stand med hvidmalede facader, termoruder med sorte rammer samt et klassisk sadeltag belagt med eternit. Til ejerlejligheden hører desuden tre parkeringspladser.
Beliggenheden er attraktiv i gåafstand til Skagens hyggelige havnemiljø med Bindesbøllhusene, det charmerende gågademiljø, specialbutikker, caféer samt flere grønne områder. Her fornemmer man virkelig den særlige Skagen-stemning med lys, luft og nærhed til både hav og byliv.
En ejerlejlighed med mange muligheder og oplagt til flere formål.




























